aug 01

Syv skrøner om rygning – klamrer du dig også til en af disse?

Der er ikke noget værre end ikke-rygere, der begynder at bore i, hvorfor du ikke holder op med at ryge. Mange rygere bliver trodsige og stiller sig op med nøje afstemte grunde til, at de lige så godt kan fortsætte, og du kender helt sikkert de fleste af disse argumenter. Sundhedsstyrelsen har udsat nogle af disse argumenter for et faktatjek, og ingen af dem er rigtige argumenter, men skrøner, som er med til at holde dig fast i din rygning.

Skrøne #1: Min morfar på snart 100 år har røget, siden han var 14 år.
Fakta: Han er en heldig fyr. Rygere lever nemlig gennemsnitligt 8-10 år kortere end ikke-rygere − og de sidste år er ofte præget af sygdom og dårlig livskvalitet. Halvdelen af alle, der ryger hele livet, dør af deres rygning.

Skrøne #2: Jeg holder min forbrænding høj ved at ryge, og jeg tager 10 kilo på, hvis jeg stopper.
Fakta: Tja, et par kilo ekstra kan du godt få på sidebenene, når du holder op med at ryge, men det er de færreste, der ligefrem tager 10 kilo på. Det mest sandsynlige er, at du kommer til at veje det, du ville have vejet, hvis du ikke havde røget. Synes du, at din naturlige vægt er lidt for høj, kan du øge din bevidsthed om det, du spiser. Altså foretrække grøntsager og magert kød. Få mere bevægelse ind i din hverdag – det er stærkt motiverende, når du mærker, at du rent faktisk har mere luft efter at have kvittet røgen.

Skrøne #3: Hvis jeg ikke ryger, får jeg bare en anden usund last.
Fakta: Niks – tværtimod ser det ud til, at rygning ofte hænger sammen med andre laster: Misbrugere af alkohol er langt oftere også rygere end ikke-rygere.

Skrøne #4: Cigaretterne får mig til at stresse af, så jeg bedre kan koncentrere mig.
Fakta: Nej, det må siges at være en konstrueret virkelighed. Faktisk er du som ryger mere ukoncentreret, fordi afhængigheden af nikotin og de deraf følgende abstinenser gør dig urolig og stresset mellem cigaretterne. Ikke-rygere har en mere stabil tilstand, som rygere først opnår, hver gang de får deres nikotin.

Skrøne #5: Jeg bliver hysterisk og kropumulig, hvis jeg ikke får min røg.
Fakta: Dit humør er langt mere svingende, hvis du er ryger, end hvis du er ikke-ryger. I begyndelsen af et rygestop kan du godt opleve værre humørsvingninger end normalt, men dit humør vil gradvist blive bedre og vende tilbage til et stabilt leje.

Skrøne #6: Jeg er festryger – det kan jeg sagtens håndtere
Fakta: Det er der mange rygere, der bilder sig selv ind, at de kan – og oprigtigt tror på det. Men 9 ud af 10 eksrygere falder i, så der kommer fuld damp på igen. Kroppen vænner sig hurtigt til at få nikotin, og så er det forfra en gang til med alt, hvad det indebærer for at ryste afhængigheden af sig.

Skrøne #7: Et eller andet skal man jo dø af.
Fakta: Ja, den er god nok. Men ikke-rygere lever længere og har det bedre, mens de lever. Rygere derimod har stor risiko for at dø tidligt efter lang tids sygdom.